Info

Du er ved at indgive en anmodning om hegnssyn efter reglerne i hegnsloven. Mere information om hegnssyn og hegnsloven kan du finde hos Landsbrugsstyrelsen på lbst.dk/tvaergaaende/naboret/hegnsloven

Udgifter til hegnssyn
Det koster et fast beløb at have en sag for Hegnsynet. Beløbet fastsættes af Landbrugsstyrelsen og kan findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside her: lbst.dk/tvaergaaende/naboret/hegnsloven
Beløbet dækker hegnsmedlemmernes vederlag for at behandle sagen. I 2024 er beløbet sat til 2.100 kr.

Hvis klager hæver sagen, inden der er afholdt hegnsmøde, skal klager betale et mindre vederlag, som i 2024 er sat til 700 kr. Også dette beløb fastsættes af Landbrugsstyrelsen.

Hvem kan søge om hegnssyn?
Det er ejendommens ejer, der kan ansøge om hegnssyn, medmindre det fremgår af særlige bestemmelser, at også ejendommens brugere eller andre personer (fx lejere) har denne mulighed. Det skal i så fald dokumenteres. Dokumentation vedlægges anmodningen som et bilag.

Hvis der er flere ejere, skal samtlige ejere underskrive anmodningen.

Hvis ejer er en forening eller et selskab (fx en grundejerforening), er det de tegningsberettigede, der skal underskrive anmodningen.

Ene medejer kan også give en fuldmagt til den eller de andre ejere. Fuldmagten skal være skriftlig og kan vedlægges anmodningen som bilag. Ejeren/ejerne af ejendommen kan også give en helt tredje person fuldmagt til at indgive anmodningen og føre sagen.

Hvilke oplysninger skal du give ved din anmodning?
Hegnsynet er et privat tvistnævn, som ikke er en del af Gladsaxe Kommune. Det er parterne selv, der har ansvaret for, at sagen er tilstrækkelig oplyst. Hegnsynet kan heller ikke behandle forhold, som parterne ikke selv gør Hegnsynet opmærksom på.

Derfor skal ejerne, når sagen indbringes for Hegnsynet, selv:
- Finde ud af hvem modparten er (det vil sige: hvem der ejer nabomatriklen),
- Oplyse om særlige forhold (fx lokalplaner, tinglyste deklarationer),
- Give en kort beskrivelse af sagen,
- Anføre sin påstand, som er, hvilket resultat man ønsker sig som udfald af sagen (fx hvilken type hegn der skal etableres, hvor højt det skal være, hvor det skal stå osv.). På formularen kaldes dette ”Påstand”.

Matrikelnumre og ejerforhold er offentligt tilgængelige på ois.dk.

Oplysninger om lokalplaner i Gladsaxe Kommune kan findes på kommunens hjemmeside ved at søge på lokalplaner. Tinglyste deklarationer kan findes på tinglysning.dk.

Bemærk: Hegnsynet undersøger ikke sagen inden hegnsmødet, og ved derfor ikke, om der findes særlige bestemmelser, der gælder for din ejendom.